Jeg hader hemligheder. Når der bliver forlangt af et menneske at det skal bære rundt på andres skyld og skam. Andres hemmeligheder og skøre selvskadene ideer om livet så kan det blive for tungt at bære rundt på. Det kan give store bekymringer og afmagtfølelse. Hvis det er alvorlige ting som psykisk sygdom, misbrug og vold, så er det alt for hårdt at bære rundt på og ikke kunne gøre noget ved det.  Det kan medføre en psykisk nedtur for den der gemmer på hemmeligheden. Hvis det forgår i en familie så er det ødelæggene for unge sjæle og det er ikke et trygt sted at være.

 

Der er underligt at mennesker gør sådan noget. Der er sikkert tusind grund til at at de gør det er, f. eks fordi der sket noget for hemmelighedsgiverne i barndommen. Hvorfor også gøre det her! Vil jeg sige ud fra min fornemmelse, så er hemmeligheden ikke så hemmelig som den der har den tror. Venner, naboer og andre som omgås den person fornemmer eller ved udmærket godt når der er noget der ikke passer. Men hvad kan der gøres ved det? Jeg mener at det man kan gøre er at ikke at være med til det. At man siger nej til at holde på hemmeligheder eller bryder fortielsen hvis man er mental stærk nok til det.
Forebyggelse er at styrke sin egen mentale styrke, selvværd og sunde fornuft. Der med sagt syndes jeg ikke at man skal bare blabra løs til alt og alle om personlige ting.
Jeg har besluttet mig for en del tid siden at jeg vil ikke være med til at gemme på ødelægene hemmeligheder længer.  En af grundene til at jeg bruger naturen som min ven er at der følger jeg mig tryk. Den beder mig ikke at gemme på giftige hemmeligheder