Mine planter giver mig jordforbindelse. De beroliger mig og giver mig pusterum i min hverdag. De dømmer mig aldrig og så giver de mig tryghed og glæde i form af mad og smukhed.  Jeg har det med at tæle, veje eller bare går ud og se til min planter ud i haven hvad enten om de kimplanter eller kæmpestore græskar. Se hvad der sket nyt om de er blivet større, flere, smukkere eller om der kommet noget nyt op af jorden. Jeg bliver overraskende glad hver gang. Selv om jeg har oplivet ligende tusende af gange. Der er altid noget nyt ved hver sæson , vækstperiode. Jeg sår jo også oft noget nyt hvert år og erfarer mig til det ene og det andet så jeg passer beder på dem hver sæson.

Jeg har altså lige opdaget at det er naturlig følelse, et spontant fastbygget instinkt, en del af det at være menneske. Jeg har ellers dømt mig selv at være nørd-et og special.  Jeg har jo tælt tomater og væget hertil sommer. Sådan gør jeg med fleste af de ander planter på den ene eller anden måde selv om det ikke kommer på bloggen. Det har jeg gjort siden jeg husker. Så sagde min piger du er skør mor at tælle tomaterne. (De syndes nok det var lidt sjovt).  I denne uge så mig og Laufey bonderøvs programmet hvor han talte sine ferskner som han have jo selv pollenaseret med en malerpensel. Så sagde Laufey han gør lige som dig mor. Ja selvfølgelig sagde jeg og forstod denne adfærd fuldstændig. Dagen efter gik jeg ud i mit drivhus, faktisk til at trøste mig selv og til at få jordforbindelsen. Det gik op for mig at det her er et helt naturligt behov. Mange ander her i samfundet gør andrer ting til at berolige sig selv og finde tryghed f.eks shoppe, meditere, snakke med en ven, løbe, motionere og så videre.  Jeg er åbenbart mere banal i min søgen efter tryghed, måske ikke så udviklet fordi at de her er nok den måde som fleste mennesker største del af mennskeheden helt tilbage til stenalderen har gjort. At følge trygheden i at se at de har nok til at spise.